Tina Buchholtz

Sanger, komponist, forfatter, underviser

Musik - det vigtigste fag!

”Tina – Du er ikke sådan en rigtig voksen, vel?”
Det spørgsmål stillede en lille dreng fra 1. klasse mig en gang i et frikvarter. I min egenskab af musikpædagog og musiker var jeg musikkonsulent på hans skole for at lave musikprojekt. I frikvarteret var jeg gået ud i skolegården for at iagttage børnene. For det er min erfaring at det ofte er der jeg får løsningerne til de konflikter, der af en eller anden grund altid skal udleves i timer som musik.
I frikvartererne får jeg ofte at se hvem der er aktiv - hvem der løser eller laver konflikter – hvem er til at aflede fra en konflikt ind i noget konstruktivt. Og en del af min løsning er at gå med i børnenes leg i det omfang, der er plads.
Og i dette tilfælde var det en hockey-kamp mellem nogen fra 3. klasse (som jeg skulle have i de flg. to timer) hvor nogle hockey-stave efter min opfattelse var noget højt oppe i luften (godt nok kender jeg ikke reglerne indgående – og billederne fra Tv transmissioner tyder da også på en vis tradition for at hæve stavene – men alligevel). De blev svinget rundt i arrigskab over et mistet mål sammen med beskyldninger om snyd. Jeg spurgte, om ikke de manglede en dommer og kommentator til kampen. Ungerne gloede på mig, men jeg fik da lov at være med. Det var en vild kamp, der bølgede frem og tilbage, og jeg holdt løverne fra hinanden ved at kommentere i vildskab så selv Gunnar Nu ville været blevet stille og blot fulgt kampen i spænding.
Og så var det den kom replikken: ”Tina – Du er ikke sådan en rigtig voksen, vel?”.
Denne fantastiske replik rummer i al sin barnlige naivitet rigtig mange betragtninger – set med barneøjne.
Hvordan er det man er, når man er voksen – en rigtig voksen – vel og mærke. Åbenbart ikke én der spæner rundt i skolegården og leger sportskommentator – sammen med nogle børn og griner højt og ser ud som om hun selv synes, at det bare er det sjoveste - åbenbart ikke én der gør uforudsigelige ting. For så er man ikke en ”rigtig voksen”.
Nu mener jeg ikke, at bare man som lærer løber rundt i skolegården og er vild, at alle problemer i timerne er løst – slet ikke. Og faktisk mener jeg også, at vi som voksne skal være en del af det forudsigelige for børn. Men det forudsigelige ligger i at skabe trygge rammer, som for mig er lig med tydelig struktur. Det gælder både ledelses-struktur og indholds-struktur. Hvem er lederen – hvem bestemmer – hvornår begynder og slutter vi. Hvad skal der laves og hvordan og i hvilken rækkefølge.
Men det er alligevel ofte det overraskende og det uforudsigelige der løser konflikterne. At der pludselig kommer lys på noget der ikke var tænkt på, at der tilføres noget nyt – noget andet end det, der plejer at være – uden at det kendte sættes over styr. At alle kan bevare og udvikle integritet og personligheder og alligevel være et aktiv for fællesskabet.
Det kan vi alle gøre hvis vi er energiske og tilstede.
Hvis man opererer i musiklokalet har man intet valg - hvis timerne skal lykkes …
Det er det fag der giver de allerbedste redskaber til os, så vi kan udvikle os til hele mennesker som er i stand til at forstå, videreføre og udvikle et demokratisk samfund. Jeg synes, det er vores vigtigste opgave i forhold til vores børn. At de bliver hele og demokratiske mennesker.
Se tidligere...